ImmunTox Hudtoksicitet
NBV for ImmunTox Hudtoksicitet
Versionsdato: Maj 2024
Hudtoksicitet er den hyppigste immunterapi inducerede bivirkning. Der kan udvikles inflammatoriske hudreaktioner, der har karakter af erytem, eksem eller eksantem med generaliseret kløe og nældefeber. Endvidere er det kendt, at præeksisterende hudlidelser på autoimmun basis, specielt psoriasis eller rosacea, kan forværres under immunterapien. Graderingen af hudbivirkninger afhænger af typen af bivirkning og refererer til den gængse CTCAE version 5. Den mest almindelige hudbivirkning er det maculo-papulære udslæt og her refereres til % af afficeret hud. Grad 2 til 3 skiller ved 30 % af hudoverfladen.
Grad 1 | Maculae/papler der dækker < 10 % BSA med eller uden symptomer (f.eks. kløe, brændende fornemmelse, spænding) |
Grad 2 | Maculae/papler der dækker 10-30 % BSA med eller uden symptomer (f.eks. kløe, brændende fornemmelse, spænding), begrænser instrumental ADL, eller udslæt der dækker > 30 % BSA uden eller med milde symptomer |
Grad 3-4 | Maculae/papler der dækker > 30 % BSA med moderate eller svære symptomer, begrænser ADL |
Se “Estimating Burn Area” under Figurer
Pt. skal klinisk vurderes med inspektion af hele kroppen og gerne med fotodokumentation af udslættet og udbredningen mhp. at kunne følge en udvikling. Ved svære gener, grad 3 udslæt, manglende effekt af initiel behandling eller tvivl om diagnosen skal anmodes om dermatologisk vurdering mhp. supplerende behandlingstiltag og hudbiopsi.
Behandlingen af hudtoksicitet er primært symptomatisk behandling ved grad 1-2 bivirkninger. Ved grad 3 bivirkninger suppleres som oftest den symptomatiske behandling med p.o. steroid. Vær opmærksom på at hudtoksicitet i meget sjældne tilfælde kan udvikle sig til en livstruende situation, hvor pt skal indlægges til i.v. steroid.
Essentielle fedtsyrer til lindring af hudgener
Der er observeret god symptomatisk effekt på hudtørhed og hudkløe af planteoliebaserede kosttilskud med de essentielle fedtsyrer omega-3, omega-6 og omega-9. Følgende produkter er hidtil blevet brugt af patienter: ”Perfect Balance” eller ”Livets Olie”. De omtalte kosttilskud kan købes i helsekostbutikker, og andre fabrikater kan formentlig også anvendes. Kosttilskuddet kan fås såvel i flydende form som i kapsler.
Patienterne kan påbegynde brugen af olien enten inden, ved kombinationsbehandling, eller senere, hvis der opstår symptomer under behandlingen.
Daglig anbefalet dosis er 2 spiseskefulde om morgenen med mulighed for dosis øgning op til 3 x dgl. Olien kan supplerende smøres direkte på de mest irriterede hudområder, ligeledes 2-3 gange dagligt.
Fede cremer
Symptomatisk behandling bør altid suppleres med fede cremer der påsmøres kroppen.
Antihistaminer Ved kløe kan nedenstående anvendes:
Tablet Tavegyl (clemastin) 1 mg x 2 eller Zyrtec (cetirizin) 10 mg dgl. Ved manglende effekt af dette kan skiftes til Tablet Telfast 180 mg x 1-2 dgl.
Lokalbehandling med glukokortikoid-holdige cremer
Ved svær kløe eller sårdannelse kan glukokortikoid-cremer anvendes på udvalgte steder på kroppen. Styrken af steroid afhænger af sværhedsgraden af udslættet.
Grad 1-2 | Symptomatisk behandling, Fed creme, Planteolier, Steroidcreme, Evt. antihistaminer |
Grad 3 | Dosisøgning af planteolier, Steroidcreme. Prednisolon 25-50 mg dgl. overvejes. Konferér med dermatolog |
Grad 1-2 | Fortsæt checkpoint-hæmmere |
Grad 3 | Pauser til symptombedring til grad 1. Udtrapning af prednisolon over 3-4 uger. Genoptag behandling med checkpoint-hæmmere, medmindre der er registreret svær grad 3-toksicitet. |
Dette indhold er udarbejdet i samarbejde med onkologerne
- Lars Bastholt
- Henrik Schmidt
- Inge Marie Svane
Der er ingen tidligere versioner

