Opslag om delkursusleder for H-kurset i Radioterapi del 1 (strålebiologi)

Seneste nyheder

DSKO søger 1 delkursusleder (DKL) til det specialespecifikke årlige hoveduddannelseskursus i Radioterapi del 1 (strålebiologi) der afholdes i uge 2. Kurset har også en del 2 (strålefysik) og del 3 (klinisk stråleonkologi) (også i opslag) der afholdes i hhv. uge 6 og 10. Tidspunktet for kurset kan som udgangspunkt ikke flyttes. Den samlede kursusbeskrivelse kan findes på onkologi.dk

Sundhedsstyrelsen yder aktuelt et honorar på kr. 8000 til DKL per gennemført kursus. Der bruges hovedsagelig tid på planlægning og tilstedeværelse under det årlige kursus, indsamling og opgørelse af evalueringer samt godkendelse af kursusaktivitet for kursister efterfølgende. Som DKL indgår du i et tæt samarbejde med hovedkursusleder (HKL) og de to øvrige delkursusledere om afvikling af kurset, budgettering og løbende udvikling af kursusindhold og metode.

Som DKL varetager du et stort ansvar i videreuddannelsen af kommende onkologer. Arbejdet med kursus og uddannelse er på flere måder berigende og skaber nye netværk.

Der ønskes tiltrædelse snarest med henblik på planlægning og varetagelse af næste kursus.

Funktions- og kompetencebeskrivelse for DKL kan findes i ”Håndbog for hoved- og delkursusledere” pkt. 2.1.

Spørgsmål kan rettes til enten uddannelsesudvalgets formand Signe Christensen eller HKL Peter Clausager Petersen

Motiveret ansøgning og CV sendes til Uddannelsesudvalgets formand Signe Christensen senest den 30.08.26