Opslag om DSKO repræsentant til ny klinisk kvalitetsdatabase for tidlig opsporing af kræft

Seneste nyheder

Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK) etablerer fra 2028 en ny landsdækkende kvalitetsdatabase – Database for tidlig opsporing af kræft og diagnostisk pakkeforløb.

I styregruppen skal der være personer med faglig indsigt og involvering i databasens område. Styregruppen skal have den nødvendige kliniske forankring og indsigt til at sikre etablering og vedligeholdelse af databasens faglige indhold samt klinisk tolkning af resultaterne. Desuden skal styregruppens sammensætning også afspejles i en passende geografisk/regional variation. Læs mere om rammer for styregruppens sammensætning og opgaver via linket her.

Styregruppens formand, som udpeges af den samlede styregruppe, kan maksimalt sidde på posten i 2×4 år. Funktionsperioden for menige medlemmer af styregruppen er ikke fastsat, men man opfordrer dog til udskiftning med ca. samme frekvens.

I etableringsfasen ønskes udpeget 1 repræsentant fra DSKO.

Formålet med den kliniske kvalitetsdatabase er at monitorere og forbedre kvaliteten i udredningen af patienter med mistanke om alvorlig sygdom der kunne være kræft, samt for patienter med vage og uspecifikke symptomer, hvor kræft ikke kan udelukkes.

Styregruppens medlemmer er netop nu under udpegning blandt relevante aktører som de diagnostiske centre, primærsektoren, de faglige selskaber og organisationer – herunder patientorganisationer.

Styregruppen skal i etableringsfasen dels udvælge, hvilke patienter der skal indgå i databasen og dels udvikle indikatorer til monitorering af kvaliteten. I etableringsfasen vil mødeaktiviteten være op til 8 møder – forventeligt fordelt på 3-4 heldagsmøder med fysisk fremmøde og 4 kortere virtuelle møder. Når databasen går i drift, vil der typisk være et til to årlige heldagsmøder samt ad hoc-opgaver fx kommentering af årsrapporter, deltagelse i udviklingsopgaver.

Det første fysiske møde er planlagt til d. 21. oktober 2026, hvor det forventes at en samlet styregruppe kan starte etablerings- og udviklingsarbejdet.

Du kan her læse mere om Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut og de kliniske kvalitetsdatabaser

Ved spørgsmål om databasen og styregruppearbejdet generelt kan projektgruppen hos SundK kontaktes: projektleder Henry Jensen (herjen@sundk.dk) og projektkoordinator Anne Fredsted (anfrst@sundk.dk). Projektgruppen holder ferie i uge 28-30.

Motiveret ansøgning inkl. CV sendes til formand@onkologi.dk senest d. 15. august 2026 kl. 12:00

Vær opmærksom på, at der altid sendes en bekræftelsesmail efter et par dage ved modtagelse af ansøgninger. Såfremt dette ikke er tilfældet, da send venligst ansøgningen til sekretær@onkologi.dk