Opslag om repræsentanter til Vælg Klog vedr. “den sidste tid i livet”

Seneste nyheder

DSKO søger 1-2 repræsentanter til at deltage i et “Vælg Klogt” initiativ vedr. udvikling af tre nye anbefalinger med fokus på den sidste tid i livet.

Info om opgaven:

I den sidste fase i livet betyder livskvalitet ofte mere end endnu en undersøgelse eller behandling. Alligevel fortsætter nogle behandlinger og rutiner, selv når de ikke længere gavner patienten. Det kan for eksempel være forebyggende medicin, som ikke har effekt inden for patientens resterende levetid, eller indlæggelse på hospital, hvor pleje og lindring i stedet kunne gives i hjemmet.

Mange mennesker ønsker ro, tryghed og så lidt belastende behandling som muligt i den sidste tid. Unødvendige undersøgelser og behandlinger kan skabe både fysisk og psykisk belastning og risikerer at fjerne fokus fra lindring, nærvær og livskvalitet.

Derfor inviterer Vælg Klogt jeres selskab til at deltage i udviklingen af en eller flere af følgende anbefalinger:

  • Undgå behandling uden klart formål i den sidste tid i livet
    Virtuel workshop den 6. maj 2026 kl. 14.00–16.00.
    Hvis der ikke tages stilling til behandlingsniveau i tide, kan patienter risikere uønsket og belastende livsforlængende behandling. Samtidig kan fortsat sygdomsrettet behandling i den sidste tid medføre bivirkninger og fjerne fokus fra lindring, ro og livskvalitet. Tidlig afklaring om behandlingsniveau kan forebygge nytteløs behandling og skabe tryghed for både patient og pårørende.
  • Undgå unødvendig indlæggelse i den sidste tid i livet
    Virtuel workshop den 20. maj 2026 kl. 13.00–15.00.
    Indlæggelser i den sidste tid i livet sker ofte på grund af symptomer som smerter og åndenød, men gavner ikke altid patienten. Tværtimod kan indlæggelser øge risikoen for infektioner, bivirkninger og søvnforstyrrelser. For mange patienter kan en akut indlæggelse være mere belastende end gavnlig med transport, ventetid og miljøskift, og mange foretrækker at være i eget hjem i den sidste tid.
  • Undgå unødvendig medicin i den sidste tid i livet
    Virtuel workshop den 3. juni 2026 kl. 14.00–16.00.
    Forebyggende medicin kan have lang tidshorisont, før den giver gavn, og for mennesker i den sidste tid i livet har den derfor sjældent meningsfuld effekt. Samtidig kan medicinen give bivirkninger som træthed, svimmelhed og kvalme. Når bivirkningerne overstiger den mulige gevinst, kan medicinen forringe livskvaliteten og fjerne fokus fra lindring og velvære.

Til de tre workshops samles sundhedsvidenskabelige selskaber, repræsentanter fra danske patientforeninger og andre relevante aktører for i fællesskab at:

  1. Udvikle og formulere Vælg Klogt-anbefalingen
  2. Identificere barrierer og pege på mulige løsninger

Til workshoppen vil der være faglige oplæg samt fokus på formulering af anbefalingen og praktiske løsninger. Derudover vil der være tid til dialog og drøftelser på tværs af fagligheder og perspektiver.

Værd at vide som deltager

  • Alle tre workshops foregår digitalt via Teams. En uge inden den pågældende workshop, du er tilmeldt, modtager du en materialepakke på nogle få sider, som du gerne må læse som forberedelse.
  • Efter workshoppen får alle deltagere mulighed for at kommentere på det skriftlige produkt fra den eller de workshops, de har tilmeldt sig.

DSKO skal udpege 1–2 repræsentanter til en eller flere af de tre workshops. Den samme repræsentant kan tilmeldes flere workshops.

Motiveret ansøgning og CV sendes til formand@onkologi.dk. OBS skriv gerne hvilke workshops du er interesseret i at deltage i. Ansøgningsfrist er d. 22. april kl. 12.

Vær opmærksom på, at der altid sendes en bekræftelsesmail efter et par dage ved modtagelse af ansøgninger. Såfremt dette ikke er tilfældet, da send venligst ansøgningen til sekretær@onkologi.dk