Angående varslede besparelser på specialespecifikke kurser
Sundhedsstyrelsen sendte den 27. juni en mail til alle hovedkursusledere med besked om, at der i alt skal findes besparelser på 9 mio. kr. på efterårets kursusaktiviteter. Besparelserne rammer samtlige H-kurser, inkl. SOL2. For onkologiens vedkommende drejer det sig om knapt 114.000 kr., der skal spares på de 4 kurser (onkologiske sygdomme, intern medicin, understøttende behandling og MDT-kurset), der er planlagt til afvikling i løbet af efteråret.
Baggrunden for besparelserne var, at der på finansloven for 2025 blev afsat 55,7 mio. kr. til afvikling af de specialespecifikke kurser, mens hovedkursuslederne i alt havde ansøgt om 66,8 mio. kr. Sundhedsstyrelsen godkendte derfor i starten af året kun budgettet for første halvår, men med en forventning om at det ville være muligt at opfylde budgetønskerne ved hjælp af en ekstra bevilling, som desværre ikke viste sig at række.
Meldingen om besparelserne har udløst kritik, både fra Lægeforeningen, Yngre Læger og flere lægefaglige selskaber, inkl. DSKO. Dette har medført at Sundhedsministeren nu har meldt ud at hun vil gribe ind i sagen og man afventer på nuværende tidspunkt tiltag derfra. Der er endnu ikke meldinger om at besparelserne forventes videreført fremover.
Status for de onkologiske H-kurser er, at det er lykkes at fordele besparelserne på en måde, så det ikke kommer til at betyde aflysninger af kurser, hvorfor alle kurser vil blive afholdt som planlagt i resten af 2025. Såfremt der fremover sker ændringer i kurserne, vil det naturligvis blive meldt ud til de berørte kursister så hurtigt som muligt.
Peter Clausager Petersen, Hovedkursusleder
og
Signe Christensen, Formand for DSKO’s uddannelsesudvalg