DSKO nyhedsbrev oktober 2025

Seneste nyheder

Kære medlemmer!

Vi er trådt ind i efteråret og det er blevet tid til en opdatering fra DSKO.

Kræftplan V, Sundhedsreformen, Region Østdanmark…

Vi står overfor rigtig mange strukturelle ændringer og der arbejdes intenst på at få implementeret alle de nye tiltag. Vi følger implementeringen tæt for at se hvordan det hele lander og er særlig opmærksomme på hvordan det i sidste ende vil fungere ude i hverdagen på afdelingerne. Vi er fortsat meget optaget af at initiativerne i Kræftplan V skal balanceres med kapaciteten/ressourcerne.

Ét af de 36 initiativer i Kræftplan V er etablering af en samlet national lægemiddelkomité, hvor ansøgninger om individuel ibrugtagning af ny kræftmedicin skal behandles – for hele landet. Målet er at ensrette vurderingerne af ansøgningerne og sikre ”lige adgang til kræftmedicin”. I DSKO har vi foreslået, at der er en onkolog repræsenteret i den nationale lægemiddelkomité – for at sikre den faglige kvalitet af de ofte komplekse ansøgninger. I møder med Danske Regioner – og en lang række andre interessenter – har vi fremlagt vores forslag og det er vores forventning at det bliver inddraget i den endelige sammensætning.

Forebyggelsesstrategien i Kræftplan V viste sig desværre ikke at være så ambitiøs, som ønsket. Derfor støtter DSKO op om initiativet fra Kræftens Bekæmpelse: Sammen om et Danmark uden tobak og nikotin, som foreslår at der sættes en slutdato for salg af tobak og nikotin senest i 2035.

Klinisk onkologi skal revideres!
Sundhedsstyrelsen har besluttet at iværksætte udarbejdelse af specialebeskrivelser for alle de lægefaglige specialer – bl.a. som et led i omstillingen af aktiviteten i sundhedsvæsenet (Sundhedsreformen 2024). Specialebeskrivelserne definerer hvilke kerneopgaver, der løses af de enkelte specialer aktuelt og fremtidigt. Derudover beskrives udviklingsperspektiver og potentiale for omstilling. Specialebeskrivelsen danner udgangspunkt for senere udarbejdelse af hhv. målbeskrivelser (den lægelige videreuddannelse) og specialevejledninger (specialeplanlægning). Læs mere her. Der skal udpeges 2 DSKO repræsentanter, som skal deltage i dette vigtige arbejde. Se opslag for yderligere detaljer. Ansøgningsfrist er d. 7. november 2025 kl. 12.

At være synlige mhp. at påvirke debatterne og retningerne indenfor onkologien er vigtigt – og derfor deltager vi bl.a. i et kommende møde om Region Østdanmark, samt på Kræftdag 2025, arrangeret af Dagens Medicin.

Vi deltog på Folkemødet på Bornholm d. 13. juni 2025 i en paneldebat sammen med blandt andre Ulrik Lassen, Cheflæge, Rigshospitalet og Camilla Qvortrup, Formand for DMCG.dk, arrangeret af Sundhedspolitisk Tidsskrift under titlen: Kræftplan V – dur den? – se eller gense debatten her.

Som omtalt i sidste nyhedsbrev blev der afholdt DSKO/DMCG netværksmøde d. 20. maj 2025, hvor vi sammen med landets onkologiske cheflæger og DMCG’erne drøftede prioritering/optimering. Et nyt møde planlægges d. 25. februar 2026 i Vejle. Sæt gerne allerede nu kryds i kalenderen!

DSKO’s nyoprettede Nationale Behandlingsvejledninger (NBV) udvalg for understøttende behandling er etableret og er kommet rigtigt godt fra start. Tak til alle jer som bidrager til dette vigtige arbejde! Vi er sammen med SundK i en proces med at sikre harmonisering, optimering og fremtidssikring af NBV’erne.

Hvordan har I det?? Det er det store spørgsmål i vores kommende DSKO spørgeskema blandt speciallæger i klinisk onkologi, hvor vi bl.a. vil undersøge hvordan onkologens arbejdsliv ser ud anno 2025. Hvordan balanceres klinik og adm. arbejde? – og hvordan kan vi bruge den viden nyttigt? Vi håber at I vil bidrage til at besvare dette vigtige skema, som vil give os et unikt indblik i jeres arbejdsliv. Vi lover at dele resultaterne med jer på det kommende DSKO årsmøde d. 9.-11. april 2026, som afholdes på Trinity Hotel og Konferencecenter – sæt allerede nu stort kryds i kalenderen!

Husk at holde jer opdateret vedrørende nyheder og aktuelle opslag på onkologi.dk. Her kan I bl.a. læse om besparelser på H-kurser.

I er altid velkomne til at tage kontakt til os på: formand@onkologi.dk, hvis I har emner/input  eller andet, der ønskes drøftet i bestyrelsen.

På vegne af bestyrelsen

Malene Støchkel Frank
Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi